Hun stod der - lige ved siden af mig i gågaden. Det gjorde hendes mand også. Midt i sommeren, midt i en by fuld af turister. Hun kiggede på vinduer, hun gik i butikker, og hun gjorde det grundigt. »Hun osede« som det vist hed engang.
Manden rømmede sig og sagde: »Mangler du i grunden noget«?
»Nej, svarede hun, jeg kigger bare«.
Tydeligt to forskellige tilgange, - for hvorfor bruge tiden på at kigge i forretninger, hvis man ikke mangler noget særligt? Omvendt var det tydeligt, at hun nød det. Nød bare at kigge, opleve, få ideer og måske købe et og andet - nyt.
Vi kender dem godt begge to. Både fra os selv og fra andre – og fra livet med hinanden. Den ene tilgang er den nøgterne, der mener, at der skal være et formål med det, vi gør, for ellers er det spild af tid. Den anden, den modsatte, giver sig selv lov til at drømme, lege med tankerne og bruge tiden »ufornuftigt«.
Når jeg husker denne dagligdags episode, så er det fordi dialogen blev hængende: Mangler du i grunden noget? Nej, mange af os mangler måske ikke så meget på det materielle plan. Men kan hænde vi mangler noget på et andet plan? Overskud måske – eller mening, retning, glæde. Vi kan mangle så meget og forskelligt på forskellige tidspunkter i vores liv.
Alt det vi ikke kan købe i gågaderne, men som er det vigtigste i livet. Dét, der kommer til os udefra – fra vores medmennesker og i sidste instans fra et større end os selv. Alt dét, der gør livet rigere og rundere og dybere.
Mangler du i grunden noget? Vi ved hver især, hvad der er på færde i vores liv og hvad, vi skal svare.
Måske leder vi efter noget, der kan gøre vores liv mere helt – og måske svarer vi: »Nej, jeg skal bare kigge«. Lade livet komme til mig, se, nyde og være til. For nogle gange er det jo præcis det, vi skal. Ikke bare i gågaden, men i livet selv. Standse op og give os tid til lige det, vi har lyst til – også selv om vi ikke kan svare på, hvorfor vi gør det. Standse op og lade os fylde af alt det, som livet også har til os.
Mangler vi i grunden noget? Sætningen blev hængende hos mig – måske den nu hænger hos jer?
- Birthe V. Henriksen Sognepræst