“Du skal plante et træ,

  du skal gøre en gerning,

  der lever, når du går i knæ …..

Det slog mig pludselig, mens jeg i fællesskab med andre, stod og betragtede det store træ blive fældet ved Marslev Gamle Skole, den 30.marts. Solen skinnede fra en klar blå himmel, en noget frisk vind, tænkte jeg, i forhold til de, der udførte opgaven. Denne blev dog udført på fineste vis, nærmest i respekt for det gamle træ.

Et stolt, gammelt træ, der i sandhed, kunne berette mange fortællinger. 

Jeg glædede mig. En historie afsluttet - en ny kan begynde. Fuldstændig, som et barn ville udtrykke sig og i samme nu, have den næste bog i hænderne. 

Forandring og overgang til noget nyt. Fra en vision til en anden. Nye perspektiver!

En forandringens tid, hvor vi tør sætte os selv i spil for fælles bedste.

Et fællesskab, jeg glæder mig over i både tanke og handling. 

Mit barnebarn Sidsel på syv år blev døbt i Birkende Kirke. Efter kort tid, flyttede jeg selv til Nonnebo. Min oldemor, Petrine Michaeline Michelsen er døbt og begravet i Birkende Kirke.

Ved hendes side, min oldefar, Peder Rasmussen fra Radstrup Mark

Her blev min Bedste, Kirsten Ingrid Rasmussen og hendes bror, Ejnar, født.

En historie, men min historie, som først forplantede sig rigtigt i mig, da mit barnebarn blev døbt og Lokalhistorisk Arkiv i Langeskov åbnede mine øjne. Min tid nu, beriger så fordybelsen desto mere. Tilbageblikket bevirker, jeg tør tage springet og stille mig til rådighed for menighedsarbejdet. 

Jeg blev konfirmeret i 1963. En brat opvågen! Jeg, der havde sprunget rundt, bygget huler i skoven, røget hjemmerullede cigaretter af tørrede blade, spillet håndbold, tumlet med spejdere, på cyklen og afsted, skøjtet rundt på gadekæret, spillet teater - og ja, fået mit første kys. Jeg svømmede rundt i sommersol og ubekymret livsglæde fra tidlig morgen. Altid på vej, beskyttet og i tryghed af familie og ikke mindst venner. Når jeg tænker tilbage, føler jeg nærmest hele landsbyfællesskabet kerede sig om mig.

Så skete det! På denne dag, alle var forsamlet i festligt lag på Hesselager Hotel. Min dag!

Bedste havde skrevet en fin sang om blandt andet min fødeby, Sønderborg. Talen, husker jeg kun en passage fra ….. “nu, hvor du træder ind i de voksnes rækker, skal du ikke løbe rundt og være så glad, for ingen kender dagen før solen går ned.” 

At glæde sig til noget, se frem til en stor eller lille oplevelse. At forberede sig til at modtage eller give. At glæde sig til også dagligdagens forskelligartede gøremål, er i sandhed også den mest fantastiske tilgang til sine medmennesker. Du former og formes i fællesskabet. Kender din relation, placering. Hviler man i dette, reguleres ens følelser også i forhold til eventuelle skuffelser i alle livets forhold. 

Så ja, jeg vil fortsætte med at glæde mig …. på livet løs!

Vi står overfor et større renoveringsarbejde af ”Den Gamle Skole” i det tidlige efterår. Det gamle træ symboliserer på sin vis starten og viger pladsen for det nye stråtag. 

Men lige nu, glæder vi os allermest til at fejre vores kommende konfirmander. De fortjener den skønneste solskinsdag under en klar blå septemberhimmel - for dem, vil vi plante et træ.

….. en ting, som skal vare og være til lykke og læ”.  (Piet Hein).